tirsdag den 4. januar 2011

"Selvom man ikke er 100 % stærk og smidig kan man godt blive yogalærer"

Kære læsere

Hjertelig velkommen til denne yogablog. Bag linierne...., eller foran MAC´en, burde jeg hellere skrive, sidder en tilsyneladende både ambitiøs og måske lettere naiv, eller bare temmelig optimistisk kvinde fra Århus. En glad en af slagsen.

Navnet er Heidi Egelund, og det med det lettere naive, refererer til, at jeg er igang med at færdiggøre uddannelsen som yogalærer.  Et ambitiøst projekt, da jeg ikke var på hverken springgymnast-, eller håndbold-, eller danseholdet i min barn- og ungdom. Med andre ord: jeg er hverken vildt stærk eller vildt smidig. Pt. :-) Og det behøver man gudskelov ikke at være for at dyrke yoga, eller for at se frem til et arbejdsliv der centrerer om yogaen. Det vigtigste er at kunne finde roen i sit sind og i sin krop - og at kunne vise andre væk fra den firesporede motorvej og ind på grusvejen, hvor alt foregår i et mere fredeligt tempo.
To lettere stive, men optimistiske, kommende yogalærere. Det er min medstuderende Dorthe til venstre.

Flugten fra hamsterhjulet
Yoga har været en del af mit liv i de seneste ti år. I de sidste tre år har det fyldt markant, da det, i stadig stigende grad, er blevet min ”ventil” i en hektisk branche hvor jeg bl.a har arbejdet som nyhedsjournalist, kommunikationsmedarbejder, webredaktør, underviser i journalistik m.m.

Jeg elsker branchen, men har som så mange andre haft arbejdsdage, der mest af alt mindede om en tur i et hamsterhjul. Ingen bremse, bare derudad, fremad, fremad, fremad, hurtigere, hurtigere, hurtigere, og på en måde, hvor jeg følte mig lettere rundtosset, når dagen gik på hæld. Måske kender du følelsen?

Efter lidt for meget stress er yoga, åndedræts-øvelser og meditation stille, men støt kommet til at fylde en hel del i dagligdagen. Der var ganske enkelt behov for at sadle lidt om, og især for at lære at trække vejret helt ned i maven. Og så lød det jo bare som en genial idé at skulle beskæftige sig med et område, der gavner både min krop og mit sind.

I gang med spændende uddannelse

Lige nu er jeg tæt på at færdiggøre en 2-årig yoga-uddannelse hos Jette og Hartwig Quelle, på deres yogaskole lidt uden for Århus. Uddannelsen er på deltid med ugentlig mødepligt. Den har fokus på de klassiske yogastillinger, filosofien bag, samt åndedrætsteknikker og anatomi. Vi lærer fx en hel del om ryggens sammensætning, styrker og svagheder. Meget spændende.
Mine yogalærere Jette og Hartwig Quelle
Uden at jeg forhåbentligt lyder som en helgen, er det mit håb at kunne tilbyde yoga til andre der, ligesom jeg selv, har døjet/døjer med stress, eller som blot har behov for at få lidt mere ro ind i hverdagen. Behovet er der i høj grad. Desværre.

Yoga-begejstring - på bloggen
Jeg håber du får noget ud af mine skriverier. Hvis du har spændende yoga-emner som du vil dele med mig og de andre læsere skal du være meget velkommen til at kommentere indlægene.

Læs mere på min nye hjemmeside
Besøg endelig min hjemmeside yogamodstress.dk, hvor du kan læse mere om mine visioner for Egelund Yoga. Her finder du også en kontaktformular, hvis du har spørgsmål m.m.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar