søndag den 15. juli 2012

Helt vildt dårlig til yoga

Yoga kræver altså ikke, at du er smidig og kan bøje dig i de mest bizarre stillinger. Heldigvis.
Ofte siger mine elever. Øv. Jeg er bare helt vildt dårlig til yoga. Jeg er stiv som et bræt og ser slet ikke ud som dem i bøgerne. Især mænd afviser yoga fordi de er stive.

Derfor blev jeg i dag ekstra glad, da jeg kom forbi Birgittes Blog. Hun er også yogalærer og har sørme også elever der vrisser af sig selv. Ganske unødvendigt. Og som hun skriver, så findes der kun én slags mennesker som ikke kan lave yoga. Og det er de dovne. Så hvis du har meldt dig til et yogahold gælder det ligesom ikke dig :-)

Læs Birgittes indlæg her.

Namasté
Heidi

lørdag den 14. juli 2012

Nedtælling til 21 dages tavshed


Jeg er på vej til Sverige, hvor jeg skal deltage i det intensive Kriya Yoga Retreat. Det bliver uden tvivl en udfordring, for det fire uger lange kursus involverer 21 dages tavshed. 
Til daglig underviser jeg i yoga i det østjyske ved Skanderborg, men i sommerferien vil jeg selv undervises. Derfor sætter jeg nu kurs mod Ananda Mandala Yoga Center og deres anerkendte Kriya Yoga Retreat, som absolut ikke er for begyndere.
Kurset er populært fordi det øger deltagernes energi, kreativitet og evne til at leve i nuet. Derfor er kurset et godt forsvar mod stress, og det kan sikkert give mig inspiration til mine egne kurser i yoga mod stress.



Intensivt program
I fire uger undervises vi i yoga og meditation fra kl. 06-22, og de sidste 3 uger foregår i tavshed, da vi for alvor skal gå i dybden. Kriya Yoga skal ikke forklares, men erfares.  Det bliver uden tvivl en markant personlig udfordring, som jeg er spændt på. En anden udfordring bliver at undvære internet og mobiltelefon. Men mon ikke det også bliver rigtigt rart og afslappende? Kosten er  naturligvis vegetarisk, så jeg har de sidste uger trappet gevaldigt ned på mit normale indtag af kaffe, sukker, alkohol og kød. Effekten kan anbefales. 


Årets udfordring for snakkesalige Heidi
Mine venner og familie har for længst måbet kæberne af led, da de hørte om de 21 dages tavshed. På tidligere kurser har jeg da også kun prøvet kræfter med 2-3 dages tavshed.
Jeg forventer, at det bliver svært. Jeg holder jo af at samtale og fortælle og spørge. Men jeg tror også, at den tavse kommunikation med de andre kursister for alvor vil skærpe mine sanser og øge min intuition og empati.


Schyyy...det er hemmeligt 
Ifølge Ananda Mandala og mine undervisere, Hari Prehm og Björn, består Kriya yogaen af et dynamisk forløb af mindst 20 kriyas som renser og forfiner krop og sind. Energikanaler åbnes, og bevidstheden vågner.  
Hvad øvelserne går ud på, får I aldrig at vide. Det er hemmeligt. Kriya Yogaen er kun for de indviede og jeg vil derfor aldrig komme til at undervise mine egne elever i de øvelser jeg lige om lidt skal i gang med.


Hvad skal jeg sige…
Efter en måned fyldt med daglig yoga, meditation, stilhed, idyllisk svensk natur og vegetarkost, regner jeg med at vende hjem med ny inspiration og opfyldt af en indre ro og energi som kan mærkes. Og så skal der iøvrigt tales indtil kæben går af led.


Hvad siger man mon som det første ord efter tre ugers tavshed? Det må hellere være et positivt, høfligt ord, Eller hvad synes du?

Namasté

Heidi