fredag den 4. februar 2011

Meditation - hvorfor? - derfor!

En veldokumenteret vej til stresshåndtering og ny energi

Meditation dækker over en samling af teknikker, der har været anvendt i talrige kulturer i årtusinder. Populært sagt er der tale om "mental motion". Og det er nemt. Alle kan meditere. Alt du behøver er 15 minutters ro, stilhed og en fast rutine.

Meditation kræver blot et rum hvor du, i stilhed, kan tage en pause fra informationerne i dit hoved som du konstant forholder dig til.

Alle trænger til en pause. En bil brænder sammen, hvis den kører non-stop, så hvorfor kræver vi det samme af vores hoved? 

Fra minus til plus
Ved hjælp af meditation får du mulighed for at øve dit nærvær - din tilstedeværelse i nuet. Og ikke mindst, bliver du bedre til at kontrollere det hektiske, ofte frustrerende tankemylder som de fleste af os kender til. Vi ærger os over ting vi burde have gjort i går, vi bekymrer os om ting vi sikkert ikke når lige om lidt, og vi er her og nu i gang med alt for mange opgaver uden egentlig at komme nogle veje.

Eksempel på en meditation
Sid i skrædderstilling med lukkede øjne, oprejst ryg og hænderne afslappet hvilende på dine lår.

Fornem dit åndedræt. Den kolde luft, du ånder ind af næsen, og den varme luft du ånder ud af næsen. Fokuser på åndedrættet. Sæt dig for at tælle de næste 50 vejrtrækninger. Første gang du ånder ud, tæller du 1. Næste gang tæller du 2. Derpå 3 osv. Når du er nået til 50, fortsætter du stille og blidt din vejrtrækning, nu uden at tælle.

Efter nogle minutter åbner du langsomt dine øjne. Sid lidt og væn dig til lyden og lyset omkring dig inden du fortsætter med dine daglige gøremål.

God fornøjelse

torsdag den 3. februar 2011

Livsstilsekspert: Firma Yoga er uhyre populært

Livsstilsekspert Eva Steensig fra konsulentbureauet Lighthouse CPH påpeger, at antallet af virksomheder, hvor yoga, mindfullness og meditation indgår som et tilbud til de ansatte, ikke er skåret ned, men snarere vokset på trods af de seneste års økonomiske smalhals. Det skriver JyllandsPosten.

»Yoga og beslægtede asiatiske træningsformer er efterhånden bredt anerkendt. Ledelserne rundt omkring kan se, at det virker, og at de får gladere, bedre og sundere medarbejdere,« siger Eva Steensig.
Læs hele artiklen: Danskerne søger den indre ro (3. feb. 2011)

Som en af de første i Jylland, tilbyder jeg Firma Yoga i Silkeborg-, Skanderborg og Aarhus Kommune.
Læs mere på min hjemmeside: yogamodstress.dk
Du skal være meget velkommen til at kontakte mig, ganske uforpligtende, så du kan høre mere.

onsdag den 2. februar 2011

Du kommer ikke uden om Patanjali

Hvis du interesserer dig en smule for filosofien bag yoga, så kommer du ikke udenom Patanjali.

Patanjali, som levede for ca 2000 år siden, betragtes som yogaens fader og grundlæggeren af yoga-filosofien.

Patanjali er ikke "opfinderen" af yoga, der har omkring 5000 år på bagen. Men han systematiserede og samlede for første gang den tusindårige viden om yoga på skrift i sine sutras - en række af vers, der beskriver yogaens formål. 

Patanjali skrev i alt 195 sutras, og de ses som en guide til, hvordan man kan leve et bedre liv gennem yoga, som kan vise vejen mod forening af krop og sind.  (Yoga betyder forening). Kort sagt: hvordan man kan finde den indre ro med en krop og et sind der ikke er stresset eller anspændt, men tværtimod emmer af ro og indre fred, overskud og energi. Det lyder jo meget tiltrækkende i vores tidsalder ;-) Og nogle af redskaberne er altså de fysiske øvelser og meditation.

Her følger, efter min mening, et vigtigt vers. Det sammenfatter ganske enkelt den højere mening med de fysiske yogaøvelser.

Yoga chitti vritti nirodha
Ordene på sanskrit er Patanjalis sutra nr. 2. Frit oversat: Yoga er at hindre sindets bevægelser. Frit fortolket: Når tankerne falder til ro, når du ikke - lettere stresset, ærger dig over alle de ting du burde have gjort i går, eller bare SKAL nå i morgen eller du tænker på hvor du hellere burde være lige nu, kort sagt - når du evner at leve i nuet med mest mulig ro i krop og sind, så er det yoga.

Meditiation er i den forbindelse et væsentligt redskab til at "klare tankerne, hovedet, sindet". Og de fysiske øvelser et er redskab til at afspænde, styrke og smidiggøre din krop, så du kan holde ud at sidde i skrædder- eller lotusstilling i længere end 5 minutter. Så simpelt er det.

Patanjalis Sustras anbefaler også en række leveregler bl.a. disse dyder:
Renhed, Tilfredshed, Selv-disciplin, Studium og Guds-hengivelse.

Og hans sutras opfordrer mennesket til disse handlinger:
Ikke-vold, Ikke-lyve, Ikke-stjæle, Rent liv og Ikke modtage gaver.
Den sidste finder jeg personligt set en smule udfordrende  :-)

Du behøver ikke være enig. Som min yogalærer, Hartwig Quelle, så klogt udtrykker det:
Sandheden ligger ikke inde i mig. Den er inde i dig. Jeg forsøger bare at give dig en impuls.